Føroyingar søkja um havn í Vestur-Grønlandi

Vit hava fingið sendandi hesa frágreiðingina, sum kontrollør Johan Møller hevur skrivað, um tá ið føroyingar søktu um at fáa eina havn í Vestur-Grønlandi.

 F??RINGEHAVN I VESTGR??NLAND

Af kontrollør Johan Møller
J. årene 1924-25 begyndte det store torskefiskeri i Davisstrædet at tage fart.
Det var fornemmeligst norske, færøiske og canadiske fiskeskibe, små skibe, der drev
dette fiskeri med hånd- og langline.
Enkelte store ekspeditioner, Hekder, Arctic Queen og Northland var i gang, men
deres fiskeri var baseret på helleflynderen.
Da de færøiske kuttere var små, de lastede ca. 70-90 tons, og selv skulle bringe alle
fornødenheder, proviant, salt, olie m. m. fra hjemlandet, og da fiskeriet blev drevet
med håndsnøre, måtte besætningerne være forholdsvis store, og så kneb det med
pladsen.
Fra Færøerne søgtes da om tilladelse til at få et støttepunkt i land på Grønlands
vestkyst, så skibene, når de kom hjemmefra, kunne oplægge en del af deres last på
land, og derved få bedre pladsforhold og arbejdsforhold om bord.
1                        1926 blev så havnen på Ravns Storø anvist dem.
Jeg blev betroet at starte dette anlæg og fik tilladelse til at låne en af marinens
telegrafister.
Vi fik skaffet alle de fornødne grejer, hus, telegraf, master, motorbåd, proviant og
m. m. og gik så ud til Godthåb med m/s »Gertrud Rask« og derfra til Ravns Storø
med en kystskonnert.
Fra Frederikshåb fik jeg 6 gode grønlændere, og d. 9. maj ankom vi til Ravns Storø,
der er beliggende ca. 100 sømil syd for Godthåb.
På et næs inderst i havnen fandt vi en god plads at installere os på. Der var en jævn
flade, en lille ferskvandssø, der ved passende opdæmning ville kunne give tilstrækkeligt
vand både til vort og skibenes forbrug, og en lille sikker havn til båden.
Vi fik så i den kommende tid opført en barak, der indeholdt køkken, radiostation og
en stue. Endvidere opførtes et maskinhus til en 8 HK. petroleumsmotor og værksted
med fornødent værktøj til reparationer og vedligeholdelse.
2                   antennemaster på 26 meter og 12 modvægtsmaster blev rejst, og hele installationen
af radioanlægget blev bragt i orden.
311
[2]
Det var aprilsvejr, koldt og blæsende med adskillige snebyger, og naboen, Frederiks-
håbs Isblink, gjorde intet til at mildne temperaturen, men grønlænderne skal have den
ros, de tog intet hensyn til ubehagelighederne, men holdt på fra morgengryet til mør-
kets frembrud, 8 timers arbejdsdagen var ikke opfundet på Ravns Storø dengang.
I løbet af en månedstid havde vi alt klart, og grønlænderne blev sendt hjem til
Frederikshåb.
Radioanlægget voldte lidt kvaler i starten, det var et gammelt Marconi-anlæg, som
var kasseret i marinen i 1912 ???jeg kendte det derfra ??? men det var ikke muligt at få
noget bedre med det korte varsel, og vi fik det efterhånden så fint afstemt og med så
god tone, at Godthåb, der var vor mellemstation, var godt tilfreds med os, og vi klarede
os med det i 6 år, men det spredte over hele Davisstrædet.
Der skulle et statsministerbesøg og tæt tåge til, før det kunne lade sig gøre at få et bedre.
»Disko« skulle ind på Færingehavn med statsminister Stauning, og »Disko« lå i 2 %
døgn og pejlede, men det var håbløst, så da vi endelig pr. motorbåd fandt dem ude i
tågen, sagde Stauning: »De er en vanskelig herre at finde ind til«, og da jeg svarede, at
det glædede mig, spurgte ministeren, hvad jeg mente. Jo, det plejer at være sol og som-
mer, når her er rigsdagsfolk på kysten, så det var godt at ministeren kunne se, at vi også
havde andet vejr.
Nå, vi fik en sender, der kunne bruges til pejlinger.
Havnen på Ravns Storø havde flere skavanker, dels lå den åben mod sydvest, så
der var en del dønning, og storisen kunne nemt fylde den op, og desuden var dybdefor-
holdene ikke gode for de ankergrejer, de færøiske fartøjer var udrustede med.
Da direktør Daugaard-Jensen inspicerede havnen hen på sommeren, blev vi enige
om, at foruden de omtalte fejl lå havnen også for sydligt for fiskeskibene, så det aftaltes,
at jeg hen på efteråret skulle søge at finde en havn i nærheden af Skinderhvalen, men
syd for den af hensyn til grønlænderne i Narssaq og Utorqarmiut.
Havnen blev denne sommer besejlet af 4 færøiske fartøjer med 10-12 anløb.
Om efteråret så jeg havnen ved Kangerdluarssoruseq-fjorden, men havde ikke stunder
til at foretage opmåling og anden inspektion, så da jeg kom hjem, meddelte jeg, hvad
jeg havde set.
Næste år i begyndelsen af juni fik jeg så ordre til at flytte det hele nordover, og ved
hjælp af H. M. S. »Islands Falk« fik vi så havnen opmålt, og den fik navnet »Færinger-
havnen«.
Her var passende oplagsplads i land for fisk, salt, olie o. L, god byggeplads for stations-
bygningerne og en dejlig ferskvandssø.
Dybderne i havnen og holdebunden var god, og havnen var let at besejle, man havde
et godt mærke i Skinderhvalen og en foranliggende ø »Satut«, og midt i indløbet lå en
anden ø »Smukke ø«, der også var et godt anduvningsmærke.
312
[3]
Kortskitse (fra »Den grønlandske Lods«) af Færingehavn-området.
Desuden er havnen beskyttet af en ørække, der betinger, at der aldrig kommer døn-
ning i havnen, selv med de stærkeste storme.
I løbet af juli fik vi så stationen genrejst her, fik opmålt og afmærket skær, og var så
klar til at tage imod skibene.
Når man kender Grønlands vestkyst, må det siges, at det er en rigtig ønskehavn.
Havnen blev dette år besejlet af ca. 20 skibe, og færingerne var godt tilfredse med
dette bytte. Enkelte rederier opførte små lagerskure i land, men de fleste nøjedes med
at oplægge deres fisk og grejer på land og dække med pressenninger o. 1.
Da fiskeriet gav stort udbytte, var det en gene, at skibene kun kunne tage een last, og
så være nødt til at gå hjem, og en kendt foregangsmand og gammel skibsreder, Jens
Andreasen i Dali fra Thorshavn, som selv havde fiskeskib i Davisstrædet, fragtede
så i 1929 et norsk skib, som kunne tage ca. 1000 tons saltfisk, og kom med dette fyldt med
salt, olie, proviant m. m. op og hjemtog så en hel last til Færøerne, så kutterne kunne
fiske 2 laster, før de behøvede at gå hjem til Færøerne.
Dette var en meget stor vinding både for fiskerne og for hele det færøiske samfund,
så denne ordning udviklede sig stærkt i de kommende år, så stærkt, at vi havde indtil
313
[4]
5 dampere på havnen for lastning af saltfisk, og det betingede også, at en hel del fiskere,
der ikke kunne få plads i kutterflåden, kom op med åbne motorbåde, byggede småskur
i havnen og fiskede så herfra og med et endog godt udbytte, da deres driftsomkostninger
var betydelig mindre end i kutterne og i de efterhånden opkommende større skonnerter.
I 1935 startedes et dansk fiskeriselskab, »Nordhavet« med en ca. 800 tons motor-
skonnert med fryserianlæg til ca. 300 tons og baseret på fiskeri med motordorryer,
navnlig efter helleflyndere til frysning og torsk til saltning.
Det viste sig imidlertid at være for besværligt og vanskeligt under urolige vejrforhold
at tage disse ret tunge dorryer om bord ude i strædet, så næste år blev skonnerten lig-
gende i havnen, og dorryerne bragte så fangsten fersk hertil, hvorefter den behandledes i
denne.
Resultatet var ikke tilfredsstillende, de store engelske ekspeditioner havde toldet for
stærkt på bestanden, og de var selv holdt op allerede i 1929, da deres resultater var
ganske små. Så i 1937 blev selskabet rekonstrueret, skonnerten solgt, og man fik et andet
skib, »Steady«, ex. Stauning, fra det færøiske fiskeriselskab Isvirki, der også var gået ned.
Man holdt så dette gående 1937 og 38, men så var det slut og måtte opgives.
11935 havde den færøiske fiskeflåde en meget alvorlig mæslinge-epidemi, da den kom
op til Grønland. Der skete dog ingen dødsfald, men man blev klar over, at der måtte
gøres noget i sanitær retning. Sømandsmissionen opførte så i 1936 et missions- og sø-
mandshjem samt en lille sygebarak i havnen, men til den store besejling af 60-70 kuttere
og skonnerter med hver 25-30 mands besætning forslog dette ikke, så i 1937 opførte sta-
ten et rigtigt lazaret på havnen med dansk læge og sygeplejerske, så nu var man vel
rustet til at klare, hvad der kunne forekomme. En lægebolig kom til i 1938, og lazarettet
er senere yderligere udbygget, så der er plads til ca. 20-24 liggende patienter. Desuden
er der et røntgenanlæg.
Da havnen i 1937 blev åbnet for fremmede fiskere, begyndte disse snart at vise sig i
større tal, især norske fiskere, men også fra andre nationer, så et beskedent ledefyranlæg
på Smukke ?? viste sig at være ganske utilstrækkeligt, navnlig når havnen var oplyst
af mange ankerliggere.
Man opførte så et Agagasfyr på Satut som anduvningsfyr. Dette var noget helt
nyt i Grønland og en meget stor forbedring af "besejlingsforholdene. - Senere er der på
Smukke ?? ligeledes opført et vinkel-gasfyr og et ledefyr i selve havnen, så her er nu så
godt fyrbelyst, som man kan ønske.
Under verdenskrigen blev havnen ikke benyttet, men i 1946 begyndte besejlingen
igen på sædvanlig vis.
I 1948 var der dannet et selskab, »A/S Grønlands Handels og Industri Kompagni«
kaldet »Asgriko«, med dansk og norsk kapital, og som skulle danne basis for dansk og
norsk fiskeri.

[5]
Færøiske fiskeskibe i Færingehavn.
Dette selskab har nu også fået tilslutning fra Færøerne og hedder nu »Nordafar«.
De har fået plads indenfor i fjorden på dennes vestside og hører under Færingerhav-
nen, som også har fået navneforandring til »Færingehavn«.
Der er her opført et stort anlæg med butik, der kan forsyne skibene med alle de sager,
fiskeredskaber, klædninger, proviant, kort sagt alt, hvad en besætning har brug for under
et 4-5 måneders ophold borte fra hjemmene.
Endvidere er der beboelsesbarakker for stationspersonnellet, badeanstalt, vaskeri,
så fiskerne kan få deres snavsede tøj vasket og behandlet, et stort forsamlingshus med
køkken til mad og kaffe for gæsterne, læsestue, en mindre scene, hvor de kan opføre
sketches o. L, kort sagt rekreation efter strabadserne på havet. Der er kontorer og
værksteder for reparationer af de forskellige havarier, man kommer ud for under fiskeriet.
Der er saltsilo til ca. 6000 tons salt, fryserier til 1600 tons agn, kød, fisk o. 1. Der er ca.
220 meter kaj med 2 løbekraner, der hver kan laste - losse ca. 50 tons i timen, og et
vandværk, der kan give op til 40 tons i timen. Her kan skibene betjenes ganske som i
enhver anden havn.
[6]
Desuden er der rigelig plads med god holdebund i fjorden udfor hele anlægget, så
vi har haft op til 80 skibe på enkelte dage for omladning af fisk, salt o. 1.
I 1950 opførte staten et olietankanlæg i havnen. Dette udvidedes i 1954 til en kapa-
citet af ca. 18000 tons.
Det drives af de 4 store olieselskaber, og herfra forsynes hele Grønland og alle de
skibe, der anløber havnen for olie. Omsætningen beløb sig i 1954 til ca. 25000 tons,
og den vil sikkert stige i den kommende tid, efterhånden som anlægget bliver bekendt
blandt fiskenationerne.
I 1954 blev havnen besejlet af ca. 200 skibe med ca. 850 anløb. Det var danske,
færøiske, norske, portugisiske, franske, islandske, engelske og tyske skibe og desuden
havde 33 færøiske bådelag fast station i havnen.
Ifølge den norske »Polarboken« fiskedes i Davisstrædet i året 1953 følgende kvantum
fersk torsk:
Grønland 18624 tons, Færøerne 27552 tons, Island 26250 tons, England-Skotland
35000 tons, Frankrig 19980 tons, Spanien 2981 tons, Norge 32017 tons, Portugal 54503
tons. For Tyskland og Italien haves ingen statistik.
Desuden kommer hertil et betragteligt kvantum helleflyndere og rødfisk. Af fiske-
leveren udvindes for adskillige millioner kroner levertran, der uddampes om bord i
skibene og hjemføres fersk i tromler.
Man forstår, at det er en ganske betydelig virksomhed, der foregår i Davisstrædet i
sommermånederne, og heraf får Færingehavn sin tribut i retning af omladning af
fisk m. m. til store transportskibe, der bringer en væsentlig del af udbyttet hjem til
Europa, forsyning af skibene med salt, olie, agn, proviant og m. m. Reparation af
skibene for de havarier, der sker under arbejdet på havet, lægetilsynet og formidlingen
af den telegrafiske korrespondance. Lodsning og fortøjningen af de større skibe er også
opgaver, havnen tager på sig.
I de senere år har Svitzers bjergnings-entreprise haft en af sine bjergningsbåde fast
stationeret i havnen i fiskesæsonen, for_at kunne træde til i tilfælde af større havarier.
Havnen er bemandet fra ca. i. april til ca. 30. november, men drikkevandsforsyning
kan ikke påregnes i frostperioden, og lazarettet tager ikke mod patienter efter medio
oktober.
316[7]

Kelda: http://www.tidsskriftetgronland.dk/archive/1955-8-Artikel05.txt