Føroyar betur fyri enn nakrantíð

Politikkur20-12-2018 - 22:42 - Jóanis Albert Nielsen

Ongantíð í søguni hava Føroyar fíggjarliga verið so sjálvbjargnar sum nú, og stundin er tí komin til, at Føroyar og Danmark umskipa sítt samband – sum sjálvstøðug lond, segði Magni Arge á fólkatingi í gjár.

Hetta er røðan:

Der var en gang – for nok så mange år siden – at den danske statskasse havde svært ved at finde penge til driften af statens etater på Færøerne. Amtmand Hilbert løste problemet ved at låne penge af Føroya Banki, hvis likvide beholdning bugnede på grund af en stor opsparing fra færingerne.

Vi er tilbage i tiden under anden verdenskrig. Da krigen sluttede, og den danske stat forsøgte at rulle tilbage den lovgivende og udøvende magt over egne forhold, som Færøerne havde opbygget gennem adskillelsen fra Danmark, havde færingerne selvbevidsthed nok til at takke nej og vælge selvstændighedens vej.

Det blev starten på et langt livtag mellem Færøerne og Danmark, som i bund og grund har handlet om herredømmet over øerne.

Hjemmestyreloven var et resultat af denne tvekamp. Statsministeriets udsending på Færøerne – Niels Arup - anbefalede også, at den danske stat tog alskens midler i brug for at få færingerne til at nærme sig Danmark igen og acceptere enhedsstaten Danmarks overherredømme.

Nogle af dem var nok så snedige - blandt andet mere frekvente royale besøg og rundhåndet uddeling af ridderkors og andre ordener. Der kom også flere penge på bordet, som efterhånden flød ind i den offentlige færøske økonomi og skabte en voksende afhængighed af overførsler fra den danske stat.

Overførslerne antog kun godt og vel en promille af det danske statsbudget, men på et tidspunkt svarede det til 20–25 % af de samlede udgifter på landsstyrets budget og havde derfor en stærk vanedannende påvirkning på adfærden i færøsk politik.

I en republikaners optik sikrede den danske stat sig således fortsat herredømme over Færøerne og tilhørende havterritorium, som er dobbelt så stort som det danske - for én promille af det danske statsbudget. Købmandsskabet fornægter sig ikke, og det kan vi godt lære noget af. For en tilsvarende handel fra færøsk side ville betyde, at en man investerede seks millioner kroner og til gengæld fik kontrol over et område på størrelse med Storbritannien.

Viljen til at stå på egne ben

Men intet af dette har nogensinde formået at kvæle den færøske vilje til at stå på egne ben og være herrer i eget hus.

Med en ukuelig vilje har det færøske folk støt og stædigt kæmpet for sin egen selvstændige eksistens blandt andre nationer.

Blokstøtten blev ensidigt reduceret med en tredjedel tilbage i 2001 fra en milliard og fastfrosset på det nuværende niveau på 642 millioner.

Det ene område efter det andet er blevet hjemtaget, og nu tynder det alvorligt ud i dem der genstår.

Færøsk sprog og kultur har blomstret gennem årene. Infrastrukturen er revolutioneret og tåler sammenligning med de mest moderne i verden. Uddannelsesniveauet er blandt de højeste i verden, og det færøske universitet frister flere unge færinger til at bruge sine mest dynamiske år på øerne.

Selv om vi har store udfordringer – som de fleste andre nationer – på de tunge områder som den sociale sektor og helseydelser, kan vi konstatere en befolkningstilvækst på 1,5% om året de senere år og en gennemsnitslevealder, som er højere end i Danmark. Den ligger på 82,3 år imod 80,9 år i Danmark.

Arbejdsløshed kender vi ikke til for tiden, for der investeres betydeligt i de primære erhverv, og befolkningsvæksten sætter yderligere krav til udbygning af samfundet. Vi har faktisk formået at omfavne den globale udfordring med vores voksende eksport til alverdens lande og ser nu også en turisme i stærk vækst.

Resultaterne blinker også på de økonomiske lystavler. Der budgetteres med et overskud på knap 400 millioner på statens finanser i 2019, og holder det stik, har vi samlet op et overskud på 1,3 milliard over fire år.

De færøske kommuner har ingen nettogæld, og statens nettogæld på 1,1 milliard kroner svarer til 5% af det færøske BNP.

Nok så vigtigt er det også, at den fastfrosne blokstøtte fra Danmark er reduceret til cirka 7% af de samlede offentlige indtægter, og bruttonationalindkomsten per indbygger ligger på samme niveau som i Danmark og andre nordiske lande.

Vi har således formået at etablere et selvbærende økonomisk fundament igen. Selvfølgelig har der været nogle ture ud i tovene undervejs, men det ser fornuftigt ud. Fordi væksten bygger ikke på lånefinansiering. Hverken for det offentlige eller det private, da opsparingen har været solid i begge sektorer i løbet af de sidste år.

Vi skal ikke tilbage til tilstandene med økonomisk afhængighed, hvor andre samfund får afgørende indflydelse på vores egne dispositioner. Tværtimod skal vi aktivt fortsætte den økonomiske fundamentering og fortsætte med afviklingen af blokstøtten.

Lige børn leger bedst

Men den positive økonomiske udvikling afspejles ikke i den formelle politiske magtfordeling mellem Danmark og Færøerne. Her trives stadigvæk en postkolonial opfattelse af dansk overherredømme, som udadtil forsvares i en særdeles trang fortolkning af grundlovens rammer.

Overherredømmet udmøntes kontant, når færøske myndigheder betræder de bonede gulve i globale sammenhænge. Her må man nøjes med at præsentere sig som repræsentant for ”Kongeriget Danmark for så vidt angår Færøerne”.

Det er en skam, for der kan bygges op et langt mere perspektivrigt og tillidsfuldt forhold mellem landene, hvis vi sammen søger at skabe rummelige rammer, der bygger på gensidig respekt for hinandens suverænitet.

DIIS holdt sidste uge en spændende konference om moderniseringen af forholdet mellem landene i Nordatlanten og Danmark - blandt andet med inspiration fra personaleunionen, som blev indgået i 1918 mellem Danmark og Island.

Eksperterne sagde, at det kunne lade sig gøre dengang, fordi Island var ikke økonomisk afhængig af Danmark, og de havde en skare af uddannede islændinge, som var kompetente til at løse de nye opgaver. Men det hang også sammen med viljen fra begge sider til at indgå aftalen

Vi er samme sted, som Island var dengang – bare langt mere velstående. Og vi skal videre på vores rejse ud ad selvstændighedens vej.

Selvfølgelig kommer udenrigspolitisk manøvrerum, international anerkendelse af retten til selvbestemmelse og princippet om uigenkaldelighed – det at lovgivningsmagt ikke kan tilbagekaldes ensidigt - at veje tungt fremover.

Det kan løses som enkeltstående forandringer. Men det løses i sin helhed endnu bedre gennem en aftale om personaleunion, som både omfatter samarbejde og selvstændighed.

Selvom den betyder farvel til blokstøtte og folketingsmedlemmer, kan vi fortsætte og udvikle relationer omkring udenrigs- og forsvarspolitik, forskning og uddannelse, helse og miljø, handel og økonomi, monetære- og retsinstanser og ikke mindst kultur og mennesker – men nu på et jævnbyrdigt grundlag, hvor der ikke forventes andet end gensidig respekt og indsats til fælles gavn.

Så jeg anbefaler nuværende og kommende regering at give slip på konservative grundlovsfortolkninger og fokusere på at udvikle et respektfuldt og tidssvarende samarbejde mellem landene - og efterlade den gamle Niels Arup-model i historiebøgerne, hvor den hører hjemme.

Ovenpå denne ydmyge opfordring vil jeg ønske jer allesammen glædelig jul og godt nytår!